mandag, juni 30, 2008

Første halvår


Så gik dette halvår. Lige nu sidder jeg på min sidste udlånsvagt på Avedøre Bibliotek, hvor jeg har arbejdet siden marts. Det er altid lidt vemodigt at sige farvel, det tager tid at lære mennesker og steder at kende. I morgen tirsdag begynder jeg i et nyt vikariat på Tingbjerg Bibliotek - det glæder jeg mig til.

I dette halvår har jeg søgt 7 jobs, og har været til fire samtaler. Ikke en høj produktivitet, men nok til at fortsætte arbejdet.

torsdag, juni 26, 2008

web 2.0

I bib-forum har jeg idag læst et temanummer om web 2.0 i praktisk anvendelse i danske folkebiblioteker. Det var ganske godt skrevet, jeg overvejer stadig om jeg skal oprette egen konto på myspace...
Jeg oprettede straks en konto på TA DA LIST, hvor man kan lave sine egne huskelister. Det er en sjov funktionalitet, som man også kan dele på hjemmesider m.v.Du kan se min første to-do liste her!

lørdag, maj 24, 2008

En fjernlåns bestilling, der vakte minder!

I dag ville en låner bestille musik fra et af de store 80-bands Toto. Hvidovre havde kasseret alt, hvorfor det var nødvendigt at finde det på et andet bibliotek. Efter at have ledt på fire biblioteker fndt jeg det hjemme på Glostrup Bibliotek.

Låneren fortalte, at hun for nyligt havde set Toto på TV2, og det havde givet den store interesse.

Jeg har fundet denne video på youtube af det store hit Africa fra 1982.
Hvor er der sket meget med musikvideoer siden den gang!

Forår på hæld!

Bloggen har ligget stille rigtig længe. For længe.

Dette forår har været rig på de store følelser. At se på vores lille søn, Oskar, gro og vokse er meget livsbekræftende.Nu er Annettes barselsorlov næsten slut. Den 2.juni begynder han i en vuggestue på Kastanie Allé her i Vanløse.

Da vinteren var næsten ovre døde min mor, Lisbeth, af kræft. Det er hårdt at se sin mor smuldre bort af sygdom i løbet af nogle måneder på Herlev Hospital. Mor blev 59 år, og hun blev bisat på Nordre Kirke i Nykøbing Falster 29.februar.

I de seneste måneder har jeg arbejdet på Avedøre Bibliotek i et vikariat. Jeg har primært været i fuld sving med bestandsevaluering i såvel børne som voksenbiblioteket. Samt naturligvis udlånsvagter. Det har været sjovt at komme i sving efter mange måneders uddannelse på Birketinget.

onsdag, januar 30, 2008

Status januar 2008

Januar blev måneden, som markerer afslutningen på et livsafsnit og begyndelsen på et andet livsafsnit.
I løbet af den forgangne måned, blev den sidste opgave afleveret og bedømt. Ikke noget fremragende output, men jeg fik et bevis. Faktisk lidt skuffet. Men i løbet af noget tid er det vel følelsen over at være færdig, som vinder over skuffelsen.

I januar fik jeg skrevet 2 ansøgninger på bibliotekarjob. Output: 2 samtaler og 1 job. Faktisk imponerende godt resultat.

Jeg har takket ja til et job på Avedøre Bibliotek på 3 måneder med 30 timer ugentligt. Det er rart at have februar fri og så begynde på et andet liv i marts. Jeg håber at et vikariat vil forøge mulighederne for at få et fast job siden hen. Men mine erfaringer med vikariater har tidligere været ok, man får prøvet noget af og samtidig kan man komme ind på nye jobmarkeder.

Fredagens dimission på Danmarks Biblioteksskole var ok, uden at være fantastisk. Det var rart at være i festtøjet og få sagt farvel med manér til dem man har talt mest med. Det var synd, at der ikke var flere af de undervisere vi har haft undervejs tilstede.

Bjørn, Pia og jeg fik efter seancen ud og festede lidt. Vi fik en bedre middag på Café Hekla på Christianshavn og en lille cafétur til sidst. Det var sjovt og godt at trefjerdedele af de nye db'ere fra hold 5 fik sluttet af stil.

søndag, januar 06, 2008

Ændringer i bloggens redaktionelle linie!

Nyt år - færdiggjort uddannelse.
Så er der behov for at være mere aktiv på blog-fronten. Det er min intention at bruge denne blog som personlig branding i det kommende år. Denne målsætning betyder at den politiske del af bloggen bliver nedtonet og istedet bliver det familieliv og livet efter biblioteksskolen som bliver det redaktionelle fokus.
Ændringerne i den redaktionelle linie bliver fulgt op af en ændring i den valgte tempplate for bloggen.

Det er mit håb, at ændringerne bliver fulgt op af der rent faktisk kommer reaktioner på mine skriverier.

Torsdag 3.januar 2008, kl. 11.22

Så blev den projektrapport afleveret. Det skete torsdag 3.januar kl. 11.22! Det var lettelsens øjeblik, et halvt års arbejde fik sin foreløbige afslutning. "Vi har sejret ad helvedes til - godt!" ville jeg næsten sige!

Stemningen af veludført arbejde blev dog ikke fremmet på DB, da der ikke var mange i kantinen at fejre den veludførte dont med. Så det er næsten en anti-begivenhed at aflevere den sidste opgave.

Jeg mødte dog 6 kvinder, hvoraf de fleste var gamle kendinge fra forårets valghold om børnebiblioteker. Nyheder fik jeg dog ud af mødet, hvoraf den største var at Marlene var gravid - og at hun snart skulle flytte til Island til sin forlovede Jens. En anden nyhed var at Lea snart skulle giftes i Øl-kirken i Valby, og hun flashede bryllupsskoene.

Det sidste måltid i kantinen blev indtaget: Biksemad med bearnaise-sauce. Pris 30 kr. for en tallerken. Smagen: Lige så gennemsnitlig som altid - temperaturen var yderst kold.

onsdag, januar 02, 2008

Nye fotos af Vanløse-familien

I dette album kan du finde fotos af den lille familie som består af baby Oskar, storebror Karl og far Torben og mor Annette. Albummet stammer fra andet halvår i 2007.
God fornøjelse!

tirsdag, januar 01, 2008

Projektrapport er tilgængelig!

Med projektrapporten fra mit syvende semester på Danmarks Biblioteksskole afslutter jeg min bibliotekaruddannelse. Projektrapporten "Pas på de gamle pjecer" - Digitalisering af den røde kulturarv er et casestudy over digitalisering af programmatiske dokumenter fra tre parti-dannelser på den danske venstrefløj i det 20.århundrede. De behandlede partier er Venstresocialisterne, Socialistisk Arbejderparti og Enhedslisten.
Projektet er afviklet på Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv i København, og de digitaliserede programmatiske dokumenter er tilgængelige via denne lænke.

Selve projektrapporten, der afleveres 3.januar 2008 er tilgængelig via denne lænke, der anvender netresurser på et andet netsted.

I løbet af januar 2008 vil der indløbe en karakter på projektrapporten. Denne karakter vil senere blive offentliggjort på denne blog!